Sakura juice
>>> Denne opskrift kræver en juicer! <<< Til en fællesspisning smagte jeg en juice med rødbede fra Rynkeby og jeg tænkte "Ej hvor smager det godt, det her må jeg da kunne lave selv!" Så jeg gik straks hjem og eksperimenterede (eller jeg ventede til efter fællesspisningen, alt andet havde bare været mærkeligt :p.)
Mit eksperiment lykkedes i første forsøg, og jeg havde mig en juice som var både sød og frisk uden at være "over-the-top". Til min store glæde så var andre også vilde med den så derfor skulle den deles her på siden. Den indeholder kun 4 ingredienser; rødbede, gulerod, æble og ingefær så den er rigtig simpel at købe ind til også. Jeg har brugt den som velkomstdrink til en halloween fest (jeg kom ekstra rødbede i for at gøre den blodrød!), og jeg fik rigtig mange komplimenter og nysgerrige spørgsmål til den. Det var rigtig fedt, og tanken om at jeg havde fyldt mine venner med noget sundt istedet for fx. noget alkohol og/eller sukker stads var dejlig. Så hvis du leder efter en sund velkomstdrink så kan jeg varmt anbefale denne juice. (NB! Hvis man ikke bruger økologiske ingredienser så anbefaler jeg at man skralder dem først.) Et tip! Skræl ingefæren med kanten af en teske istedet for en kniv, skrællen skrabes let af og mindre af den gode midte går til spilde! |
Ingredienser:
(ca. 1 liter)
- 10 æbler - Pink lady passer godt, men 'any will do'.
- 6-8 gulerødder - (Gulerødderne giver basen og sørger for at den ikke bliver for sukkersød)
- 1 lille ell. ½ medium rødbede - skrællet
- 2-3 cm ingefær - pillet
Fremgangsmåde:
- Kør dine ingredienser igennem en juicer. Jeg kan bedst lide at komme de mindre ting (hér rødbeden og ingefæren) ind imellem de store, jeg har en idé om at de bliver juicet bedre - men måske er det bare mig det ser syner :p
- Lad juicen stå i 10 minutter for at skille væske fra skummet - her kan man snildt bruge tiden på at vaske juiceren så den er klar til næste gang ;)
- Hæld juicen igennem en si og lad det stå i 5 minutter for at dryppe af.
- Hæld juicen på flaske, eller kom den i glas,
- Server som den er, eller kom nogle isterninger eller frosne jordbær i først =)